Vi støder konstant på bakterier og vira i vores miljø, men det er langt fra hver gang, vi bliver syge. Det bliver vi først, når vores immunsystem af en eller anden grund ikke formår at modstå.
"Først og fremmest bruger vi mere tid indendørs og bliver så oftere udsat for bakterier og vira i den indelukkede luft," siger Mattias Forsell, der forsker i immunologi ved Institut for Klinisk Mikrobiologi ved Umeå Universitet.
- Den anden årsag kan være, at kropstemperaturen oftere er lidt lavere om vinteren, altså når vi er kolde. Kroppen fungerer optimalt ved 37 °C, og i teorien er immunceller dårligere til at fungere ved lavere temperaturer. Den tredje grund kan være mangel på sollys. Fraværet af solen betyder, at der er flere vira i luften. Om sommeren dræbes viruspartiklerne af solens ultraviolette lys, men om vinteren er sollyset svagere. Derudover får vi mindre D-vitamin, som er vigtigt for immunsystemets normale funktion.
At støtte vores immunforsvar bliver derfor særligt vigtigt i løbet af vinteren. Men er det muligt at beskytte os mod infektioner? Nej, helt at beskytte sig mod influenza og forkølelsesvirus er som udgangspunkt umuligt, siger Mattias Forsell.
3 vigtige ting at overveje for at immunsystemet fungerer optimalt:
1. Sov ordentligt
- Vigtigheden af at sove godt er bevist på mange planer. Forskere har fastslået, at mange molekyler forbundet med søvn eller vågenhed kan påvirke immunsystemets aktivitet og omvendt, siger Mattias Forsell.
Det kan også hjælpe at sove på faste tidspunkter. I et nyt studie har britiske forskere konkluderet, at vores modtagelighed for virusinfektion er påvirket af vores indre døgnrytme. Ved at studere et af de gener, der styrer det biologiske urs rytme, opdagede forskerne, at influenzavirus spredes lettere hen mod aftenen, hvor genet er mindre aktivt. Da forskerne forstyrrede det biologiske ur-gen, i enten menneskeceller eller mus, fandt de ud af, at infektionstidspunktet ikke længere betød noget - viral replikation var altid høj. Dette tyder på, at folk, der arbejder nattehold, eller af andre årsager har en forstyrret døgnrytme, kan være mere modtagelige for virussygdomme.
2. Lad være med at stresse
Ikke at stresse og i det hele taget ”have det godt” giver de bedste forudsætninger for immunforsvaret. Måske har du opdaget, at det at være syg får dig til at føle dig nede, men forskning tyder på, at det også kan være omvendt.
- Vi studerer for eksempel, hvordan serotonin, et signalstof, der styrer søvn, appetit, afføring med mere, påvirker en bestemt type immunceller, siger Mattias Forsell. Hans forskergruppe har produceret interessante foreløbige data.
- Det er klart, at immunsystemet og nervesystemet løbende taler sammen. Sygdom og immunaktivering påvirker vores humør og søvnbehov. Og ændrede psykiske omstændigheder som stress og depression kan altså påvirke vores immunforsvar.
3. Spis sundt og varieret
Ved ernæringsmangel fungerer immunforsvaret ikke, som det skal. Aktivering af immunsystemet kræver også en ekstrem mængde energi, og der er brug for utallige næringsstoffer.